En tysk-canadisk-dansk zwitter

af Jørgen Sømod (numis@vip.cybercity.dk)

Bretons nummer 592

I Bretons katalog over canadiske mønter og poletter fra 1894 er som nummer 592 afbildet en zwitter af messing, der som forside har den danske konge Christian IX's portræt og som bagside forsiden til en polet for 5 cent fra Gesangverein Teutonia i Montreal, Canada, hvilken polet som normal bagside har den kronede tyske kejserørn. Den normale polet, katalog nummer 589, som kun var i brug i ganske kort tid, prægedes omkring 1887 i 1000 eksemplarer. Det meddeles samtidig, at der af zwitteren kun er præget tre eksemplarer. Breton afbilder ialt 16 sådanne zwittere med prins Heinrich, kong Alfonso XII, kong Christian IX, dronning Victoria, pave Pius IX, kejser Napoleon III, kong Alfonso XIII, Garibaldi, pave Leo XIII, kejser Wilhelm (2 forskellige), den store kejser, kronprins Wilhelm, kejser Wilhelm I samt et unavngivet antagelig fyrsteligt portræt. Heraf skal de første otte kun være præget i 3 eksemplarer hver, mens resten i hver omkring 20 eksemplarer. Blandt de første 8 er katalog nummer 596 med kong Alfonso XIII's portræt; den bærer årstallet 1891.

I Bretons katalog fra 1890 er det ordinære stykke katalogiseret som nummer 141 og med noten: 8 varianter. Jeg har ingen idé om, hvilke af zwitterne Breton havde opnoteret på daværende tidspunkt. Den tyske sangforening i Montreal beliggende i St. Catherine Street havde navnet Teutonia, hvilket i Tyskland var et meget ordinært navn for tilsvarende klubber og selskaber. Ligeledes havde tyske studenterforeninger i mange byer, fra Wien i syd til Hamburg i nord, navnet Teutonia.

Stemplet med Christian IX er fra det kendte firma L. Chr. Lauer i Nürnberg. Det blev brugt første gang 1888 til et af de mange erindringsjetons, der solgtes på Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i Kjøbenhavn mellem 18. maj og 2. oktober 1888. Jetonet katalogiseredes 1892 af Vilhelm Bergsøe med noten: At Kongens Navn og Titel ere stillede paaskraa under Hovedet er begrundet i, at Forhandleren frygtede for, at denne Jeton skulde blive beslaglagt paa Grund af den Lighed med de gjængse Kronestykker, der vilde fremkomme, hvis Kongens Navn og Titel anbragtes paa sædvanlig Maade omkring Hovedet.

Vilhelm Bergsøe, Danske Medailler og Jetons fra 1789-1891 Kjøbenhavn, 1892

P.N. Breton, Le collectionneur illustré des Monnaies canadiennes, Montréal, 1890

P.N. Breton L'histoire illustrée des monnaies et jetons du Canada, Montréal 1894

Copyright ©Jørgen Sømod 1996

Retour à l'index des articles

Retour à la page principale